02/11/2026 0 Kommentarer
Ølkusken har takket af som kirketjener
Ølkusken har takket af som kirketjener
# Nyheder

Ølkusken har takket af som kirketjener
Det er som om, at han altid har været der. Med det skæve smil, den kvikke bemærkning eller det opmuntrende ord i en svær stund. Men med udgangen af oktober gik Erik Balzer på pension efter 11 års arbejde som kirketjener ved Kildevældskirken.
»Det er naturligvis vemodigt, for jeg har sat stor pris på mit arbejde ved kirken. Gennem årene har jeg mødt i tusindvis af mennesker, der har søgt kirken i forskellige anledninger,« siger Erik Balzer og fortsætter:
»Mange af dem har jeg lært at kende ganske godt, og på en eller anden måde er menigheden her i kirken som én stor familie. Folk kommer her jo både i glæde og i sorg, og vi er sammen om det hele. Og som kirketjener er jeg en af dem, som folk møder, når de kommer i kirken,« siger Erik Balzer.
Ølkusk og udsmider
Han har prøvet lidt at hvert i sit arbejdsliv. For eksempel har han været ølkusk for Carlsberg og været udsmider på nogle af nattens bevingede beværtninger, ligesom han i mange år har været vicevært i forskellige beboelsesejendomme.
»Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv, hvor jeg har fået lov til at prøve mange ting. Men fælles for det hele er, at jeg har arbejdet med mennesker. Det har været meget givende, for man lærer hele tiden af sine medmennesker, og jeg håber da også, at de har lært bare en lille smule af mig,« siger Erik Balzer med sit drevne smil.
I hvert fald er han ikke bange for at dele ud af sin livserfaring med de små og store oplevelser, han har haft. Altid serveret med passion og glæde og altid klar til at lytte og hjælpe.
Præcis som han i sin tid som kirketjener bød sig til for at få det hele til at fungere. Om det var stole, der skulle flyttes, et kabel, der skulle trækkes, eller et telt, der skulle slås op.
Altid var Erik klar med en hånd.
Tekst Bo Nygaard Larsen
Kommentarer