Koncert med Rikke Sandbergs elever

Koncert med Rikke Sandbergs elever

Koncert med Rikke Sandbergs elever

# Nyheder

Koncert med Rikke Sandbergs elever

Det bliver musik fra den kommende øverste hylde, når et hold af Rikke Sandbergs klaverelever søndag den 22. november kl. 16.00 indtager Kildevældskirken. Rikke Sand-berg er en af vor tids allerstørste pianister, der ved siden af en international solokarriere også underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

»De er alle super dygtige klaverstuderende, der ved koncerten vil give eksempler på deres talent. Hver især spiller de for tiden frem mod forskellige projekter som koncerter, konkurrencer, optagelsesprøver og auditions. Men skal det lykkedes, er det alfa og omega, at de også får lejlighed til at spille for et publikum,« siger Rikke Sandberg og fortsætter:

»Du kan være nok så dygtig i øvelokalet, men det er ude i koncertrummet, hvor kontakten med publikum og den fælles synergi opstår, at du virkelig får prøvet al forberedelsen af. Det er her, du finder ud af, hvad der virker, og hvad du skal være opmærksom på, og alt det, vi har talt om i læringen, får lov til at stå deres prøve. Uden koncertmuligheder ville studiet ikke være meget værd.«

De evige inspirationskilder
Rikke Sandberg, født i 1977, debuterede fra Solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2002 og husker tilbage til sin egen studietid med den tids ikoner.

»Som helt ung så jeg op til min lærer, Anne Øland, som fyldte rigtigt meget i mit liv. Siden foldede verdenen sig ud, og jeg henter inspiration, forbløffelse og fortryllelse fra de helt store pianister som Krystian Zimmerman, Martha Argerich, Mitsudo Ushida, Maria João Pires, Emil Gilels og Svjatoslav Richter. Nu ser jeg faktisk op til nærmest alle udøvende og skabende kunstnere, hvor jeg henter inspiration fra alt fra gademusikanter, essays i Ud og Se fra unge forfattere, billedkunst, ja, livet simpelthen. Der er en læring og inspiration at finde i nærmest alting,« siger Rikke Sandberg.

Det magiske flygel
Det er stilheden, det er fingeren, der så rammer den første tangent, det er musikken, der fylder altet. Sådan er det med klaveret, eller flyglet, og sådan er det også for Rikke Sandberg.

»En pianist og et flygel kan fylde en hel sal med lyd og stemning, farver, klange, fortryllelse, fortælling. Der er noget enestående ved den sårbarhed, der opstår ved mødet mellem det store instrument og det mindre menneske. Flyglet er ikke med os i opvarmningen og i tasken, for vi kommer altid ud til nye instrumenter og skal lære dem at kende, nogle gange, mens vi spiller koncerten,« siger Rikke Sandberg og fortsætter:
»Som pianist sidder du helt alene på scenen, og ofte uden noder skal du fylde rummet og folks bevidsthed med et repertoire, der er så uendeligt og fantastisk. Det skærper koncentrationen og giver en god energi. Den oplevelse bliver jeg aldrig træt af, og uanset om pianisten er verdensstjerne eller studerende, opstår der altid en helt særlig og sårbar intensitet i rummet.«


En stor koncert i vente
Det endelige program for koncerten i Kildevældskirken er endnu ikke lagt, men Rikke Sandberg garanterer, at det det bliver godt.

»Talentmassen på klaverlinjen er rigtig god. Som jurymedlem i diverse ungdomskonkurrencer har jeg glæden af at møde de unge talenter, endda før de kommer på konservatoriet. Der er så mange fine kunstnere på vej. Det er en sand glæde, og herhjemme har vi har et par dygtige pædagoger, som virkelig formår at indfange talenterne og udvikle dem. Og det vil vi også opleve ved koncerten i Kildevældskirken,« siger Rikke Sandberg.

Der er gratis adgang.


Tekst Bo Nygaard Larsen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed