Det er måske hvidt derude. Det afhænger sådant lidt af vejret. Men sikkert er det, at kyndelmisse slår sin knude, og det gør den hvert år den 2. februar. 

Dagen har flere betydninger. I folkelig forstand markerer kyndelmisse, at nu er halvdelen af vinteren gået - defineret som punktet mellem den 1. november og den 1. maj.

I en kristen sammenhæng udtrykker dagen Marias renselse, hvor hun tog den 40 dage gamle Jesus med i det jødiske tempel. Begge betydninger har med lyset at gøre, og kyndelmisse er da også en fordanskning af det latinske Candalarum misa, der betyder Lysenes fest.

Vinterforråd og varsler
Ordet går tilbage til gammeldansk, hvor det er sammensat af kyndel (fakkel eller blus) og misse (messe).

Der er også mere verdslige traditioner forbundet med dagen. I gammel tid talte man sit forråd op, både til dyrene og til husstanden. Var der mindst halvdelen tilbage, kunne man med sindsro gå resten af vinteren i møde.

Det var også ved kyndelsemisse, at man tog vejrvarsler. Kunne man den 2. februar høre lærken, var der lunt vejr på vej - og så måske det mest vidtgående varsel:

»Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden, så vil foråret snart være på vej«.

Kyndelmisse blev afskaffet som helligdag ved den store helligdagsreform i 1770, men selv herefter forblev den en stor festdag i den katolske kirke. 

I de senere årtier har flere og flere folkekirker som Kildevældskirken taget dagen til sig som en hyldest til lyset, der besejrer mørket. 

De kendte sange Folkeligt har dagen overlevet ikke mindst gennem sangene. Med B.S. Ingemanns I Sne står urt og busk i skjul fra 1831, Steen Steensen Blichers Det er hvidt herude fra 1838, og Jeppe Aakjærs Sneflokke kommer vrimlende fra 1916 bliver vi stadig mindet om den gamle helligdag, der, som Aakjær slutter af med, i gammel tid blot blev kaldt for Kjørmes-knud.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Tekst Bo Nygaard Larsen