07/09/2026 0 Kommentarer
Formanden skriver om livet i Kildevældskirken
Formanden skriver om livet i Kildevældskirken
# Nyheder

Formanden skriver om livet i Kildevældskirken
Menighedsrådsformand Oskar L.V. Buus skriver her om det aktuelle liv i Kildevældskirken. Om det forestående menighedsrådsvalg, om CrossYoga og om de nødvendige mursten.
Tekst Oskar L.V. Buus, menighedsrådsformand
Det er så svært at forstå. For ikke så længe siden var det højsommer, ferietid og lyse stunder, og nu står vi så på randen af et mørkt, regnfuldt og blæsende efterår. Vittige folk vil så måske indvende, at der målt på nedbør og vind ikke er den store forskel i forhold til den sommer, vi har haft i år.
Men, indrømmet, efteråret har også sin charme. Der er noget særligt over denne mørke tid, der indbyder til eftertanke hjemme i stuen - eller i Kildevældskirken. Dette blad beretter da også om en række spændende arrangementer for stort set alle aldersgrupper.
Særligt vil jeg fremhæve vores nye tiltag med CrossYoga i kirken. Det har været et længe næret ønske, og i september slår vi for første gang dørene op for denne særlige meditation med kristent forlæg - med endnu en samling i november. Læs meget mere på side 14-17.
Arrangementet flugter godt med menighedsrådets ambition om at fastholde Kildevældskirken som et sted, hvor netop alle skal føle sig velkomne. Kun på den måde kan vi bygge oven på det gode kirkeliv, vi allerede har - og som hver måned får i hundredvis til at søge mod vores smukke bygning.
Ingen kirke uden et menighedsråd. Her i efteråret er der valg til menighedsrådet, og vi har i den grad brug for dig og det, du kan bidrage med. I menighedsrådet har vi et godt og frugtbart samarbejde, både internt og sammen med kirkens præster og personale. Det skal vi fortsætte med, så vi sammen kan styrke fællesskabet og menighedslivet i Kildevældskirken. Som medlem af menighedsrådet får du stor indflydelse. Det er rådet, der er ansvarlig for kirkens økonomi, kirkebygningen, personalet og en stor del af aktiviteterne.
Kan du se dig selv i dette arbejde, er du hjertelig velkommen til kontakte mig for yderligere informationer - og til at komme til de arrangementer, vi afholder forud for og i forbindelse med valget. Læs mere her på hjemmesiden.
Før ferien blev vi færdig med den sidste del af kirkens store facaderenovering. Og i juli fik vi afsluttet et arbejde med væggene i krypten, så rummet igen fremstår indbydende til de mange arrangementer, der finder sted.
Velkommen i Kildevældskirken.
Kommentarer