30/11/2025 0 Kommentarer
En skøn advents- og juletid i kirken
En skøn advents- og juletid i kirken
# Nyheder

En skøn advents- og juletid i kirken
Det er advent, og det betyder mange tjenester og aktiviteter i Kildevældskirken. Det skriver menighedsrådsformand Thomas Bak Nielsen mere om i denne klumme.
Tekst Thomas Bak Nielsen
Nu er det advent, og dermed kan vi skimte den søde juletid.
Det er en god måneds tid med liv, lys og mange glade dage. Det er ikke tilfældigt, at julen folkeligt set er kirkens største højtid, for her er der gode grunde til at komme hinanden ekstra ved.
Også i Kildevældskirken, hvor vi traditionen tro har lagt et flot program for stort set alle alders- og målgrupper. Det er præcis sådan, at vi ser vores skønne kirke her på den ydre del af Østerbro: et sted, hvor alle skal føle sig velkomne.
Gennem de seneste år har Kildevældskirken markeret sig som en af de bedste koncertkirker i København. Det er årets sidste to måne- der et godt eksempel på. I november og december lægger vi hus til ikke færre end otte koncerter, hvortil skal lægges fællessangsarrangementer, Kildevældskorets ugentlige øveaftener og de gudstjenester, hvor vi får besøg af eksterne musikere.
I Kildevældskirken prioriterer vi musikken højt, og med et stort kirkeorgel, et kororgel, et Hammondorgel og to flygeler har vi gode muligheder på hånden.
Vi er næsten i mål med den store facaderenovering af kirken. Men på grund af det fugtige vejr vil fjerde og sidste etape først blive lavet i det nye år. Det giver så rig mulighed for at sammenligne før og nu - og få vished for, at pengene er givet godt ud.
I menighedsrådet har vi et godt samarbejde, hvor erfarne og nye kræfter mødes i et fælles ønske om at gøre det så godt for Kildevældskirken. Det er forudsætningen for et godt kirkeliv.
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.
Kommentarer