07/01/2025 0 Kommentarer
Det nye menighedsråd er i arbejdstøjet
Det nye menighedsråd er i arbejdstøjet
# Nyheder

Det nye menighedsråd er i arbejdstøjet
Det nye menighedsråd ved Kildevældskirken er kommet godt i gang med arbejdet. Det fortæller rådets formand, Thomas Bak Nielsen, nærmere om i denne nytårsklumme.
Tekst Thomas Bak Nielsen
Det nye kirkeår begyndte 1. søndag i advent, og samtidig tiltrådte det nye menighedsråd. Der er mange spændende opgaver at tage vare på, alt fra kirkens aktiviteter, vedligehold, forsikring og dialog med andre kirkelige instanser for blot at nævne nogle af dem.
Det nye menighedsråd består af en god blanding af nyvalgte og genvalgte medlemmer.
Men desværre er rådet ikke fuldtalligt. Lovgivningen siger, at et menighedsråd skal bestå af mindst 5 og maksimum 15 medlemmer, afhængig af antallet af folkekirkemedlemmer i sognet. Derfor skal rådet ved Kildevældskirken bestå af 11 valgte medlemmer. Ved menighedsrådsvalget sidste år lykkedes det blot at finde otte kandidater. Vi har derfor anmodet biskoppen over Københavns Stift om at få udskrevet et udfyldningsvalg. Dette vil blive afholdt tirsdag den 11. marts kl. 19.00 som en valgforsamling. Her er det afgørende, at vi får valgt de sidste tre medlemmer og gerne en række suppleanter.
Medio februar vil der blive afholdt et orienteringsmøde, hvor vi både vil fortælle om det forgangne års arbejde i kirken og om det forestående valg. Den endelige dato vil fremgå af kirkens hjemmeside.
Er menighedsrådsarbejdet noget for dig, så overvej at stille op. Det vil være en stor hjælp for hele kirken. Arbejdsbyrden og mødefrekvensen er beskeden, men ønsker man involvere sig udover dette, har vi masser af udvalg, kurser og andre spændende tilbud, som menighedsrådsmedlemmer kan deltage i.
I Kildevældskirken har vi gode og varierende aktiviteter for alle aldersgrupper. De er ganske velbesøgte, og det er altid en fornøjelse at komme til for eksempel en koncert i et fyldt kirkerum.
Godt nytår.
Kommentarer