Den jazzede forbindelse til kirken

Den jazzede forbindelse til kirken

Den jazzede forbindelse til kirken

# Nyheder

Den jazzede forbindelse til kirken

Der findes en unik forbindelse mellem Kildevældskirken, Stan Getz og Jan Harbeck (billedet). Læs den fantastisk historie om en gammel saxofon her ...


I 1950erne og 1960erne var Kildevældskirkens krypt et populært sted til at optage plader. Akustikken var fantastisk, og med de mange rum var der mulighed for at have teknikken både adskilt fra og tæt på musikerne.

Rygtet om kirken nåede også jazzlegenden Stan Getz (1927-1991), der i perioden 1958-1961 boede i Lyngby. Den 14. og 15. januar 1960 indspillede han i krypten dobbeltalbummet At Large – med Jan Johansson, klaver, Daniel Jordan, bas, ogWilliam Schiopffe, trommer. Nogle af numrene blev genopført, da Jan Harbeck Quartet torsdag den 23. januar gav nytårskoncert i Kildevældskirken.

Det var på ingen måde tilfældigt, for der er nemlig en særegen forbindelse mellem Kildevældskirken, Getz og Harbeck. 

Forklaring følger: I 1939 lancerede den franske producent Henri Selmer Paris tenorsaxofonen Selmer Balanced Action. Den gjorde Stan Getz til sit foretrukne instrument, inden han senere skiftede den ud med en MK IV, som Selmer sendte på markedet i 1954. I 1960 solgte Stan Getz sin Balanced Action til musikforretningen
Marno Sørensen i Skindergade i København, der hurtigt solgte den videre.  

Køberen holdt ved og af den i 60 år – lige indtil, at Jan Harbeck købte den i 2020. På det tidspunkt spillede Harbeck på en Selmer MK VI, som han så nedgraderede til sin andensaxofon. Helt modsat af Stan Getz, men sådan er der så meget.

»Jeg købte den af ham, der købte den tilbage i 1960. På grund af alderdom kunne han ikke spille på den mere, så han ønskede at sælge. Men ikke til en samler, men til én, der elskede instrumentet lige så meget som han selv. Efter fem besøg fik jeg lov til at købe den, han blev min ven, og da han et års tid efter døde, blev jeg bedt om at spille til bisættelsen på hans gamle sax,« siger Jan Harbeck.

Han er så begejstret for den gamle saxofon, at hans album, Balanced, fra 2022, er opkaldt efter den. 

»Den spiller fuldstændig fantastisk. Den synger. Og så passer den helt perfekt til min måde at spille på med subtone og en blød klang. Jeg elsker at spille på den, og bliver rørt hver gang jeg åbner kassen og tager saxofonen ud for at spille på den,« siger Jan Harbeck og fortsætter:

»Stan Getz er efter min opfattelse den mest brilliante og teknisk velfunderede saxofonist overhovedet. Og han kunne lægge hele sin sjæl i musikken og spille sjældent smukt. Jeg gør mig da også umage for at føle mig værdig til at spille på hans gamle saxofon, jeg er så taknemmelig for at få mulighed for det,« siger Jan Harbeck.

Det er usikkert, om Stan Getz her spillede på sin gamle Balanced på At Large. Uanset hvad er det et fantastisk album, som findes i handlen og på diverse streamingtjenester. Det samme gør Jan Harbecks Balanced. God fornøjelse.


Tekst Bo Nygaard Larsen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed