Kildevældskirken har fået eget logo

Kildevældskirken har fået eget logo

Kildevældskirken har fået eget logo

# Nyheder

Kildevældskirken har fået eget logo

Det handler om kirke, identitet og tilhørsforhold. Det er baggrunden for, at Kildevældskirken nu har fået sit eget logo.

»Et logo forener, og det er netop i fællesskabet, vi også finder kirken. Den er ikke for de få, men for alle, og det vil vi gerne signalere med et logo,« siger sognepræst Rikke Vedel Hansen.

Det er Lisbeth Juhl Jørgensen, kirkens anden præst, enig i:

»Nok er vi en del af folkekirken, men vi er også sognekirke. Det vil sige, at vi mødes i det lokale og i det nære, og derfor er det naturligt med et logo, som menigheden kan afspejle sig i,« siger hun.


Det er kunstneren og grafikeren Rikke Jensen med base i Nordvest, der har skabt logoet. Hun har taget udgangspunkt i kirkens navn, funktion og betydning.

 
»Kildevældet er symbol på liv og tro, altså det levende vand. Og så er det jo navnet på kirke og sogn. Med udgangspunkt i kildevældet udgør logoet en springende kilde, som bryder gennem jordoverfladen og spreder sig til alle sider. Farverne er himmel og jord, blå og brun. Kombination af jordens flade og den springende kilde danner samtidig et kors,« siger Rikke Jensen.


Sammen med logoet har Rikke Jensen skrevet kirkens navn med skrifttypen Futura:


»Det er en klassisk, men moderne skrift, som med sin geometriske form minder mig om kirkens form som det solide murværk, det firkantede tårn og den symmetriske opbygning,« siger Rikke Jensen.

Logoet findes allerede her på kirkens hjemmeside, og i løbet af efteråret og vinteren vil det blive implementeret på kirkens andre medier og platforme som en del af kirkens kommunikationstiltag.

 
»Vi har de seneste måneder arbejdet målrettet med vores kommunikation i kirken. Vi har løbende bannere på kirken, vores hjemmeside og Facebookside er blevet optimeret, og det er i den sammenhæng, vi skal se logoet,« siger Lisbeth Juhl Jørgensen.

 
Det er Rikke Vedel Hansen enig i:

 
»Logoet udtrykker det, vi havde håbet på og mere til. Det er ikke nemt at lave noget, der både favner og fortæller en historie. Men Rikke Jensen har løst opgaven på fornem vis, og vi glæder os til, at logoet folder sig ud til glæde for menigheden,« siger Rikke Vedel Hansen.



Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

 

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed