Koncert med Kammerorkester Øresund og Christine Eggert

Koncert med Kammerorkester Øresund og Christine Eggert

Koncert med Kammerorkester Øresund og Christine Eggert

# Nyheder

Koncert med Kammerorkester Øresund og Christine Eggert

Der er lagt op til et musikalsk gensyn, når Kammerorkester Øresund lørdag den 23. marts kl. 16.00 giver koncert i Kildevældskirken. Denne gang med den canadiske pianist Christine Eggert som gæstesolist.

Kammerorkester Øresund er et strygeorkester, der blev grundlagt i 2005 og består af omkring 30 musikere, både professionelle og dygtige fritidsmusikere, på begge sider af Øresund. Hvert år giver orkestret to-tre koncerter på Sjælland og i Skåne, ligesom det nogle gange har gæsteoptrådt i Tyskland.

Siden begyndelsen har orkestret været ledet af Lennart Fredriksson, der er violinist, komponist og dirigent. I 1980erne var han primarius i Berwaldkvartetten, der er en af Sveriges førende strygekvartetter. Som komponist har han skrevet såvel orkesterværker som kammermusik og vokalmusik.

Christine Eggert er født i Canada, men har siden 2020 boet i København. Hun debuterede som 16-årig og giver i dag flere end 40 koncerter om året i Canada, USA og Europa. Hun har været ansat ved musikfakultet på Southern Oregon University i USA, ligesom hun har været direktør for Ashland Chamber Music Workshop og instruktør og producer af sin egen koncertserie i Vancouver i Canada. 

320 års musikhistorie
Koncertprogrammet præsenterer 320 års musikhistorie, fra 1700 til 2020. Først Franz Schuberts Ständchen, der er et kort værk for strygere. Dernæst 10-11 – et værk for klaver og strygere, som Stefán Arason, Kildevældskirkens egen organist, komponerede i 2001.

Så følger La Folia, som Francesco Geminiani komponerede i begyndelsen af 1700-tallet. Derefter Street Musicians, skrevet af den finske komponist Risto Laitinen i 1988. Værket er oprindeligt skrevet til en kvartet med obo, fagot, violin og bratsch, men blev i 2020 omarbejdet til et værk for strygeorkester. Koncerten afsluttes med Serenade for strygere i G-mol, som Oscar Strauss skrev i 1899.

Der er gratis adgang.

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed