En efter en kommer de. Sagte, måske et nik, så individuelle skikkelser, men alligevel i samhørighed med hinanden, rummet og treenigheden. 

Det er onsdag lidt i sytten, og her ved den begyndende aftenstund i Kildevældskirken glider hverdagens og byens lyde og lysreguleringer ud i erindringen. 

Lyset bliver dæmpet, de levende lys kommer i flertal, en tårnklokke sætter i og fader ud, et par fingre rammer flyglets tangenter, sindet stemmes.

Ord, og dog så få
Der er så mange ord at sætte på, og dog så få. Det er netop det, der er meningen med Aftenstund, som de seneste par år har været en fast del af menighedslivet i Kildevældskirken. Ti til tolv gange om året, altid en onsdag, bliver der i skumringstimen kaldt til stilhed, salmer og smuk musik.

»Aftenstund er henvendt til dem, der har brug for kortvarigt at være i kirkens rum for at geare ned og lade op. Det hele foregår ganske uberørt af byens travlhed i respekt for stilheden,« siger sognepræst Lisbeth Juhl Jørgensen, der sammen med sognepræst Rikke Vedel Hansen på skift står for den meditative andagt.

»For mange er hverdagen ganske tempofyldt med job, bekymringer, praktiske gøremål og en verden i opbrud. Derfor er der brug for engang imellem at kunne koble fra og kravle ind i sig selv. Det er det, Aftenstund kan,« siger Rikke Vedel Hansen.

Grobund, refleksioner
Formen har sine faste led som bøn, salmesang, musik, stilhed, ord, lystænding og velsignelse. Men men der er plads til variabler.

»Det giver tryghed for kirkegængeren med faste led og rutiner, men omvendt giver nye tilgange også grobund for andre refleksioner, som man hver især kan tage med videre fra kirken,« siger Rikke Vedel Hansen.

Det er Lisbeth Juhl Jørgensen enig i.

»Vi bruger en del tid på at finde de rette salmer og sange og udvælge de ord, vi vil dele under en Aftenstund. Vi bruger både salmebogen og Højskolesangbogen for at få en større spændvidde. Vi prædiker ikke, men finder nogle tekster, for eksempel fra en roman eller en fagbog, der passer til dagen,« siger Lisbeth Juhl Jørgensen.

Evigheden, det grønne lys
Stille sidder de der, kanske et host eller en bevægelse på en brille, der sidder forstyrrende på næsen.

»Lad os være stille sammen,« siger Lisbeth Juhl Jørgensen så.

Et øjeblik varer en evighed, evigheden evigt. Så kommer den stille hjemkaldelse til virkeligheden med en opfordring om at tænde et levende lys i sandfadet, der er sat i døbefonten. Til tider blafrer flammerne synkront, så skaber et vindpust variationen og liv som et markant minde til dem, lysene hver især er tændt for.

En efter en går de, denne gang med en tydelig hilsen til hverandre, måske en kort samtale.

Udenfor skifter det til grønt.

Næste Aftenstund er onsdag den 13. maj kl. 17.00.

Tekst Bo Nygaard Larsen