30/04/2025 0 Kommentarer
Pinsevandring med nabokirkerne
Pinsevandring med nabokirkerne

Det er efterhånden ved at være en tradition. Og igen i år afholder vi i Kilde-
vældskirken sammen med Hans Egedes Kirke, Davids Kirke og Sions Kirke pinsevandring og fællesgudstjeneste denne 2. pinsedag.
Anført af præster fra de fire sogne går ruten fra kirke til kirke gennem byen og byrummets natur.
Dagen begynder kl. 11.00 i Hans Egedes Kirke med en kort andagt med musik, sang og bøn. Derfra går turen til Davids Kirke, hvor der vil der være mulighed for at tænde lys og høre pinseberetningen.
Her vil der også blive udleveret vandflasker, som man kan tage med videre.
Næste stop er Sions Kirke, hvor der også er musik og en kort refleksion.
Til sidst går turen mod Kildevældskirken. Her holder vi fælles nadver og lytter til musik frembragt af organisterne Bo Riemer, Sions Kirke, og Stefán Arason, Kildevældskirken.
Det hele sluttes af med frokost i Kildevældskirkens lokaler. Hele arrangementer et gratis, også maden, og kræver ingen tilmelding.
Arrangementet forventes at slutte omkring kl. 13.30.
Om pinsen
Pinsen er kirkens tredjestørste højtid. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekosté, der betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske.
I pinsen fejrer vi, at Helligånden kom til jorden og sendte Jesu disciple ud i verden for forkynde budskabet om Jesus som verdens frelser. Helligånden gjorde det muligt for disciplene at tale på selv fremmede sprog, så alle fortod, hvad de sagde. Gud, Søn og nu Helligånden var altså til stede i verden. Det er det, vi kalder for pinseunderet. Og det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber, menigheder. Derfor bliver pinsen også kaldt for kirkens fødselsdag.
Vi har nogle flotte pinsesalmer som for eksempel I al sin glans nu stråler solen, som Grundtvig skrev i 1843 og redigerede ti år efter:
I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.
Tekst Bo Nygaard Larsen
Kommentarer