02/07/2024 0 Kommentarer
Husk din højtid - Mariæ bebudelse
Husk din højtid - Mariæ bebudelse
# Nyheder
Husk din højtid - Mariæ bebudelse
Det handler om Mariæ bebudelse, når der torsdag den 29. februar kl. 19.00 er Husk din højtid i Kildevældskirken.
»De fleste vil nok være enige i, at det er noget helt særligt at blive forældre. Og det har det formentlig også været for Maria og Josef, selvom optakten var noget anderledes end den, andre par oplever«, siger sognepræst Lisbeth Juhl Jørgensen, der sammen med organist Stefán Arason står for aftenen.
Med Jesusbarnets undfangelse var der andre faktorer på spil, sådan som vi hører det hos evangelisten Lukas, hvor ærkeenglen Gabriel bebuder fødslen.
»Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«
Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.«
En gammel helligdag
Det er derfor, at dagen hedder Mariæ bebudelsesdag. Oprindeligt var det en helligdag, der lå fast på den 25. marts – præcis ni måneder før Jesu fødsel. Men ved den store helligdagsreform i 1770 blev den flyttet til 5. søndag efter fasten, der altid er den sidste søndag inden palmesøndag.
Her har den så sin egen tekst i gudstjenesten, der begge er hentet fra det samme tekststykke i Lukasevangeliet. Første tekstrække er 1, 26-38, anden 1, 46-55.
»I folkekirken dyrker vi ikke Maria på samme måde, som i den katolske og ortodokse kirke. Men det betyder ikke, at Maria ikke har en vigtig rolle i kristendommen; for det har hun. Det mente selv vores kirkereformator Martin Luther. Ikke blot fordi Maria var udvalgt af Gud til at bære det lille Jesusbarn og dermed blev en del af frelseshistorien. Men fordi hun havde tillid til Gud og i tro lagde sit liv i hans hænder. Selvom bebudelsen er overskrift, så handler denne aften også om den store Mariadyrkelse, der sidenhen prægede både kirken, teologien og folketroen, siger Lisbeth Juhl Jørgensen.
Der er grund til at fejre Jesu kommende fødsel. Derfor har kirken givet dagen farven hvid, der betyder fest.
Tekst Bo Nygaard Larsen
Kommentarer