Stefán Arason om sit nye korværk

Stefán Arason om sit nye korværk

Stefán Arason om sit nye korværk

# Nyheder

Stefán Arason om sit nye korværk

Stefán Arason, organist Ved Kildevældskirken, fik fredag den 27. maj kl. 15.00 opført sit værk, Når hvidtjørnen blomstrer ved nat, i Roskilde Domkirke. Det skete som et led i Himmelske Dage, der fandt sted i Kristi Himmelfartsferien over hele Roskilde.

Ved opførelsen medvirkede Roskilde Domkirkes Børne-, junior- og pigekor. Værket er baseret på tekster af Lisbeth Smedegaard Andersen og Davids salme 148


Hvad er det for et værk?
Værket er i fem satser, hvor 1., 3. og 5. sats er skrevet over Salme 148 i Salmernes Bog, og sats 2 og 4 er skrevet over salmen Du som er i det høje af Lisbeth Smedegaard Andersen. Værkets titel låner jeg fra slutningen af Lisbeths smukke salme.


Hvad tænkte du, da du fik bestillingen?
Det er altid spændende at sige ja til en bestilling, for jeg ved jo ikke, hvordan det kommer til at gå, og om der overhovedet dukker nogle idéer op. Så hver gang, jeg tager imod en bestilling, føles det som, at jeg hopper ud i den dybe ende, uden at vide, om jeg kan svømme.


Hvor lang tid var du om at skrive det?
Jeg fik bestillingen i efteråret 2020, og værket skulle afleveres i slutningen af 2021, så jeg havde rigtig god tid. Derfor er det svært at sige, hvor lang tid det tog at skrive det. For værket simrer hele tiden i baghovedet, indtil det sidste nodeark er færdig. Når jeg har god tid til at skrive musikken, så venter jeg ofte alt for længe, inden jeg begynder at skrive noget ned på papir. Og med dette værk begyndte jeg først rigtigt at skrive noget i efteråret 2021, da jeg fik en bestilling om et andet værk, med meget kortere afleveringsfrist. Det gav skub i mig, og jeg blev færdig i december.


Hvor mange ideer forkastede du undervejs, inden du landede på det endelig resultat?
Da jeg fik bestillingen til dette værk, bad jeg dirigenterne for korene om at komme med nogle idéer til tekster. De ønskede musik til Salme 148 fra Salmernes Bog, og så fandt vi i fællesskab frem til Lisbeths salme. Når jeg har fået teksten på plads, og når idéerne får god tid til at vokse sig store, så er der ikke så meget at forkaste. Men idéerne bliver ved med at moduleres, helt indtil jeg har sat noderne pænt op i computeren, og jeg er blevet tilfreds. Og hvis musikerne har noget at tilføje, efter at jeg har sendt dem første udkast, så er jeg åben for deres forslag.


Hvilken betydning har Lisbeth Smedegaard Andersens salmer for dig?
Jeg synes, at hendes salmer er til at forstå, uden at være platte eller banale, og det er, som om de peger både tilbage i tiden, samtidigt med at de lyder nutidige. Hendes billedsprog er helt vidunderligt og sansende. Det må sige at hendes salmer er, ligesom den musik, jeg har lyst til at skrive - med genklang fra fortiden, men sagt på en måde som også peger fremad, med en idérigdom som får ny musik til at blomstre.


Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed